ARTIKLER

mandag den 2. april 2012

Legendarisk undergrunds-tv genopstår på nettet



Kan du huske det antiautoritære undergrundsmedie TV STOP?
Det var blandt andet tv-kanalen, som viste optagelser fra 18. maj-urolighedernei 1993, som fik politiet til lave en ny redegørelse. Og tv-stationen var også på pletten, da fangerne i 1995 brød igennem muren med en gummiged ved Vridsløselille Statsfængsel.
Nu har du chancen for at gense de mest fandenivoldske og tankevækkende indslag på nettet.
6. april, præcis 22 år efter TV STOP gik i luften for første gang, genopstår lokal-tv stationen på hjemmesiden tvstop.dk, hvor man kan se indslag og udsendelser, som de blev sendt på TV STOP i perioden 1990-2005 i København og omegn.
En pind i røven
TV STOP’s arkiv rummer mere end 2.500 timers tv om alt fra gadekampe til flabet satire, og de klip vil løbende blive lagt op på nettet.
Klippene vil ifølge en pressemeddelelse vise, hvordan TV STOP 'med sin journalistiske seriøsitet og bidende humor var en pind i røven på magthaverne og borgerskabet'.
»Vi havde det først og fremmest sjovt på TV STOP, og vi brændte for at tale magten midt imod. Der er altid brug for vagthunde, der holder øje med politikerne og de etablerede medier, så vi håber selvfølgelig også, at hjemmesiden vil inspirere andre til at se, at det er vigtigt og kan lade sig gøre«, udtaler Pia Jensen, tidligere ansat på kanalen, i pressemeddelelsen.
Kanalen sendte fra 1990 til 2005 og havde omkring 1 million seere. De mest kendte programmer var Tirsdags Direkte Live og Storbybio.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar