ARTIKLER

onsdag den 13. juli 2022

Anker fra Nyboder

 

Anker Hansen på 36 år blev opdaget som et sangskrivertalent, da han præsenterede nogle af sine sange ved et Open Mike arrangement i Helsingør. 

Anker havde før lavet musik indenfor forskellige genrer – blandt andet Rap. Men med alderen har han fundet sig til rette i singer-songwriter stilen. Med akustisk guitar og erfaren stemme guider han os ind i sit univers med voksenliv, børn, angst og tanker om liv og død. Det er store og små emner - og små emner bliver store og store emner bliver små, men det poetiske univers er stort. 

Anker nævner selv store danske sangskrivere som C. V. Jørgensen, Steppeulven Eik Skaløe, Sebastian, Allan Olsen og mange flere, men især de gamle musikere fra de eksperimenterende tressere og halvfjerdsere fylder meget. På Ankers debut EP på fem sange sender Anker en hyldest til en sine store inspirationer. På nummeret  ”Kunsten Er At Dø” er selve titlen en henvisning George Harrisons ”Art of Dying” fra albummet ”All Things Must Pass” (1970). Harrison var meget interesseret i østens mystik og den tibetanske dødebog var en inspiration til flere sange – noget der går helt tilbage til Beatles-tiden. 


 

Selv siger Anker om nummerets spirituelle del, at han savner den slags i dagens musiktekster. Yoga og meditation er helt almindelig i vore dage og søgen efter livets store spørgsmål og udforskning af en selv, er for mange danskere en naturlig del af livet. Men man finder det ikke udtrykt i sangtekster. Det undrer Anker og derfor finder han tilbage til fortidens sangsnedkerer – såsom George Harrison – fordi de satte ord på den slags. Hvor blev den type sange af, spørger Anker?

En anden inspiration fra en helt anden kant, finder man også blandt debutens fem sange. Sangen ”Kurt Trampedach” er ifølge Anker en hyldest til billedkunstneren, der skabte fantastiske, rørende og skræmmende værker. Værker der er stor inspiration for Anker. Kurt Trampedachs liv med op- og nedture og hans håndtering af sindets dybe huller er også en inspiration. Anker udforsker selv de dybe stemninger og sindets afkroge. Der er gode tekster at finde der, men det kan også blive farligt at hænge for længe fast. Måske kan man ikke komme fri igen. Men Anker har kæreste og barn, der kan hjælpe ham tilbage de mørke steder. Selv synes han sangene måske er lidt for mørke med klange af angst og skam. Men det hører vel også med til livet fra ung til voksen ansvarlig.

Det er en stor force i Ankers tekster, der rammer stemninger som den modne mand tumler med, når han ser tilbage på en lettere tid, som alligevel samlede skrammel på selvværdet og nu stor man med ansvar og skal være forbilledlig. Der står Anker og tjekker pulsen på sig selv. Og måske på os andre.

”Himmellejer af selvværd, jeg tjekker pulsen på mig selv

Mellem sjæle der smiler, jeg ser de danser sig ihjel”

Fra sangen: Tusinde Stemmers Dal

 

Nye sange er allerede på vej og Anker prøver at hive mere lyse toner ind på panelet, prøver han at love.

Lige meget hvad, vil det være interessant at følge Anker, fordi det er ikke for ingenting at han har store forbilleder. Ankers sangskriveri er sangsnedkeri på stort plan.

”Gående mand med ild i din ryg - gå fra mørke mod lyset.

Sæt dæmoner fri.”
fra sangen:
Kurt Trampedach

 

EP - Kunsten Er At Dø udkom i 2021

EP’en indeholder sangene:

1. Anker - Ubetydelig Eksistens
2. Anker - Tusinde Stemmers Dal (feat. Alma Blichfeldt)
3. Anker - No One Is To Blame
4. Anker - Kurt Trampedach
5. Anker - Kunsten Er At Dø

Ingen kommentarer:

Send en kommentar