ARTIKLER

fredag den 20. april 2012

Antallet af kommissioner boomer


Regeringen har nedsat 29 kommissioner i sit første halve leveår.


Siden regeringen kom til magten for godt et halvt år siden, er der nedsat 29 kommissioner, udvalg og arbejdsgrupper.
Det er mere end dobbelt så mange som de 12, VK-regeringen ifølge Politikens optælling nedsatte i samme tidsrum, da den kom til magten i 2001.

Foruden to store undersøgelseskommissioner - om Irakkrigen og skattesagen - er der nedsat 27 andre med det formål at tilvejebringe viden, før politikerne laver ny lovgivning.
Men kommissioner er ikke nødvendigvis så saglige og objektive, som de ser ud. De kan derimod bruges taktisk og som politiske styringsredskaber.

»Det smarte ved kommissioner er, at de på den ene side er nedsat, styret og defineret af regeringen, og på den anden side er de ikke regeringen«, siger Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet og medforfatter til bogen ’De store kommissioner’:

»Det giver den vidunderlige mulighed, at regeringen kan undsige en kommission – og smide dens konklusioner væk, hvis tingene udvikler sig, så man politisk ikke er interesseret i at forfølge den dagsorden, kommissionen peger på«.

Lyder pænt og sagligt
Tidligere departementschef i Finansministeriet Erik Bonnerup er enig.

»Det lyder altid pænt og meget sagligt med en kommission. Men realiteten er til at overse, hvis det er embedsmænd, der af gode grunde må varetage regeringens interesser, som sidder der«, siger han.

Som eksempler fremhæver Erik Bonnerup de rene embedsmandsudvalg, der skal evaluere kommunalreformen. Og et udvalg, der skal kigge på handikapområdet uden en eneste repræsentant fra handikaporganisationerne.

V: »Vild splid« i regeringen
Flere eksperter påpeger også, at det kan være belejligt for en regering at plante betændte problemstillinger eller interne uenigheder i en kommission - for så at håbe på, at de bliver glemt eller går i sig selv.

»Når offentligheden ikke synes så godt om regeringen, som regeringen synes om sig selv, kan den nedsætte en kommission og så se, om problemet bliver lidt mere håndterbart i fremtiden«, siger professor i statskundskab Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet.
Venstres næstformand, Kristian Jensen, hæfter sig ved, at regeringen »nedsætter en kommission hver eneste uge«.

»Regeringen aner ikke, hvor den vil hen - andre skal udforme dens politik. I virkeligheden dækker det over tre partier i vild splid med hinanden, og så forsøger de at gemme uenighederne væk«.

Minister: En effektiv måde
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF), som står bag ni af de nedsatte kommissioner, ser ikke noget problem.

»Jeg synes i virkeligheden ikke, at 29 er mange. I stedet for at lave store kommissioner, som bare sidder og snakker, har vi lavet nogle udvalg, der arbejder meget konkret. Det er en uhyre effektiv måde at arbejde på«, siger ministeren.

VK-regeringen nedsatte langt færre i deres første halve år. Kan man deraf tolke, at I har et større behov for at blive klogere?

»Efter 10 år med blokpolitik er vi nødt til at genskabe det samarbejdende folkestyre, hvor vi inddrager det omkringliggende samfund i udformningen af en ny kurs for Danmark«, siger Ole Sohn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar