ARTIKLER

lørdag den 5. maj 2012

Lad kreative iværksættere bruge de tomme kirker


(Politiken) Hvorfor ikke omskabe kirkerne til vækstcentre, der summer af skaberglæde, samarbejde og effektivitet?

Danmark og København har brug for vækst for at komme helskindet igennem krisen.
Kreativ vækst er ifølge en rapport fra sidste år et af de mest lovende vækstområder, og her kommer de smukke kirkerum ind som en ny mulighed.

Hvorfor ikke lade kreative iværksættere omskabe kirkerne til vækstcentre, der summer af skaberglæde, samarbejde og effektivitet?

I dag er alt for mange kreative virksomheder nemlig små. Enmandsvirksomheder – en mand med sin it-løsning eller designeren med sin køkkenserie – har ikke store muligheder for at vokse, udvide deres marked, skabe job og eksport.

Men sammen i netværk, inspiration og synergi, eventuelt med rådgivning udefra eller i fællesskab til skat, revision, papirarbejde, marketing, planlægning og kontakt med det offentlige kan de små virksomheder vokse. Og her ligger det store potentiale.
Den erhvervspolitiske analyse fra 2011 ’Det kreative København’ vurderer, at kreative industrier er et af tre områder, som vil skabe højværdijob i hovedstaden i fremtiden.

Kun tre byer i Europa har forholdsvis flere, der arbejder inden for de kreative industrier – nemlig Stockholm, London og Oslo. Kreative industrier er et af de sidste områder, hvor Europa stadig er foran Asien og andre tigerøkonomier.

I København arbejder 70.000 mennesker inden for kreative erhverv. Det er 16 procent af den samlede beskæftigelse og næsten dobbelt så mange som i dansk landbrug.

Men mange virksomheder er små – vi skal hjælpe dem med at blive større og skabe vækst og arbejdspladser. Der er i Danmark flest kreative, der arbejder inden for software, it-løsninger, computerspil og webtjenester, men områderne mode, design, arkitektur og reklame er også danske vækstmuligheder.
Det ser ud til, at 16 kirker skal nedlægges i København. Mange af dem har fremragende central beliggenhed for et kreativt vækstmiljø. De er smukke med lyse, klare, inspirerende rum, der kan indrettes fantasifuldt med respekt både for bygningens historiske funktion og den fremtidige funktion.

Det er forståeligt, at nogle får følelser i klemme ved at se de kristne kirker blive brugt til verdslig aktivitet, og det er ikke alt, som vil være passende. Men et moderne vækstmiljø, hvor kreative talenter meget aktivt bruger kirken, anser vi for absolut passende – ja, nærmest perfekt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar