ARTIKLER

søndag den 6. maj 2012

Dansker skal instruere HBO-serie i USA



(b.dk) Den danske instruktør Ole Christian Madsen får ansvaret for flere afsnit af ny amerikansk TV-serie.



For første gang nogensinde skal en dansk instruktør stå bag kameraet på en stor amerikansk tv-serie på HBO-kanalen.
Æren tilfalder instruktøren Ole Christian Madsen, som senest har instrueret filmen SuperClásico, der var med i opløbet til at vinde en Oscar. Det fortæller Kulturen på News på TV 2 News.
- Jeg har ikke præstationsangst, men jeg har for første gang i mit liv været nervøs for at skrive noget forkert i de mails, jeg sender. Derfor læser jeg dem igennem flere gange, fortæller Ole Christian Madsen til programmet.
Ole Christian Madsen skal instruere to eller tre afsnit af serien »Banshee«, som er skrevet af Alan Ball, der står bag serierne »True Blood« og »Six Feet Under«, ligesom han har vundet en Oscar for filmen »American Beauty«.
- Alan Ball er den største. Og når man skal instruere en af hans serier, så arbejder man i en højere sags tjeneste. Det handler om at få Alan Balls vision løst bedst muligt, forklarer Ole Christian Madsen.
Banshee bliver en thriller om en mand, der efter 15 år i fængsel, kommer til den lille by Banshee, hvor han ad omveje bliver sherif.
- Der bliver masser af vold, bandeord og sex. Den er meget politisk ukorrekt og meget voldsom. Men den ser ud til at blive en flot serie, mener Ole Christian Madsen, der har brugt de seneste mange måneder på serien.
Den danske instruktør har været med til at udvikle manuskript og finde de rette skuespillere til serien. Han er en af fire instruktører, som Alan Ball har udpeget. Hovedrollen i Banshee får Antony Starr, mens også Ivana Milicevic spiller med.
Og så er der endnu et dansk islæt: Ulrich Thomsen.
- Han skal spille en skurk, men det er en af de store roller, og en meget, meget god rolle. Jeg er sikker på, at han bliver fantastisk, siger Ole Christian Madsen om sin landsmand.
Det er den anerkendte tv-kanal HBO der står bag »Banshee«, og kanalen kan prale med nogle af de senere års mest prisvindende tv-serier som dramaserien »The Wire« og middelalderfantasy-serien »Game of Thrones« med bl.a. Nicolaj Coster Waldau.
»Banshee« vises som én lang film på 10 timer, der klippes op i 10 afsnit. Den får premiere i USA til næste år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar