ARTIKLER

fredag den 4. maj 2012

International forskning afslører kopier af mestermalere



Et internationalt forskningsprojekt på viser, at kopivirksomhed også foregik i 1500-tallets Nordeuropa.


Fire malerier med samme motiv, som tidligere var tilskrevet mestermalerne Hieronymus Bosch og Pieter Bruegel den Ældre, har vist sig alle at være kopier.
Det viser et fælleseuropæisk forskningsprojekt, som samtidig konkluderer, at der i 1500-tallet har fundet omfattende kopivirksomhed sted.

»Det var big business. Hvis nogen ville have det motiv, kunne de få det«, siger malerikonservator Anne Haack Christensen på Statens Museum for Kunst, en af projektets danske forskere.
I det danske museums samling har man netop en af kopierne. Værket blev skænket som en storslået gave i 1932 af Ny Carlsbergfondet.
Undren i London
De andre kopier befinder sig på Kadriorg Art Museum i Estland, på Glasgow Museums i Skotland og hos en europæisk privatsamler, der købte sit maleri i 2010 for 2,5 millioner kroner på Sotheby’s (se ovenstående foto).
Ved projektets start var det netop dette privatejede maleri, som man mente var det mest tvivlsomme af de fire.

»Da vi så det i London første gang, tænkte vi: Hvordan kan det være fra 1500-tallet. Der er næsten ingen revner, farverne er knaldende skarpe, og ansigterne er karikerede. Vi tænkte, at det kunne være en degenereret senere version«, siger bevaringschef Jørgen Wadum.
Men teknologiske analyser af trætavlen, som det er malet på, overraskede:

»Maleriet viste sig at være fra ca. 1530«, forklarer Jørgen Wadum. Det er dermed det ældste af malerierne.
Kopist afsløret
Men det er stadig en kopi af en ukendt original. Det har affotograferinger med infrarød reflektografi påvist.

»Der er små parallelforskydninger i undertegningen, der tyder på en kopists arbejde«, siger Jørgen Wadum.

Tilmed ved man nu, hvem kopisten er: den mindre kendte flamske maler Jan Mandijn. Små krøller i undertegningen afslører, at hans hånd har været på spil. En person i kopien, manden med rødt hovedklæde og et dyr i favnen i forgrunden, er fundet i et maleri af Mandijn i Spanien.

Fremover vil vi se flere eksempler på, at gamle mestre pludselig skifter identitet, mener malerikonservator Anne Haack Christensen: »De nye analysemetoder tilgængelige i dag betyder, at vi sammen med kunsthistorikere og videnskabsfolk nu kan se dem i et nyt lys«.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar