I mine mange år som praktiserende læge på Nørrebro har det været en stadig udfordring for både mine patienter og mig selv, at negative sociale faktorer som manglende uddannelse, social nød, arbejdsløshed, snævre boligforhold og svære livsstilsforhold er afgørende faktorer ved ethvert sygdomsforløb. Ofte i et sådant omfang, at den snævre lægelige indsats mod sygdom nødvendigvis må gå hånd i hånd med en bredere forståelse og indsats mod de negative sociale forhold.
Denne helhedsopfattelse kan kun realiseres, hvis man er principielt solidarisk med sin patient, sit medmenneske.
Jeg har i de sidste ca. 10 år oplevet, at denne indstilling til lægearbejdet provokeres af en stigende tendens til at inddrage lægen som social kontrollant. En kontrol, som omfatter et utal af attester på det samme menneske.
På trods af helt stationære sygdomstilstande uden nye lægelige oplysninger afkræves attester med få måneders interval. De havner oftest hos tre-fire forskellige sociale instanser, som ikke har indbyrdes kontakt, ikke har et fælles integreret sagsforløb, og hvis egentlige formål snarere er ren social kontrol end individuel forebyggende indsats.
Derfor bliver patienterne med langvarige og kroniske sygdomsproblemer kastebold i et lægeligt-socialt system med krav om nye undersøgelser, nye arbejdsprøvninger og nye fremmøder i et ydmygende og helbredsskadeligt sagsforløb, som ofte varer ved i årevis.
Uhyrlige sagsforløb
Hvem er det så, jeg typisk har udfærdiget disse uendelige attester til?
Det er f.eks. den 58-årige makedonske kvinde, Sana, som kom til Danmark i 1976, og var beskæftiget med hård rengøring i 22 år. Hun måtte stoppe sit arbejde i 1999 pga. svære rygsmerter og blev opereret for en diskusprolaps i 2004 uden overbevisende effekt. Hendes skoleuddannelse er på linje med en dansk 5. klasse, og hendes sprogkundskaber dårlige.
Det var man ligeglad med i de mange år, hun gjorde rent! I 2008 overlevede hun et hjertestop og er nu uden reel erhvervsevne. Hun vil godt, men kan ikke. Hendes sagsforløb er stadig uafsluttet
Og så har jeg talt meget med Steffen på 37 år. Han gik ud af skolen som 15-årig. Han har intet personligt netværk, er indesluttet, til tider nedtrykt med angst og fobier. Steffen har ikke haft erhvervstilknytning i 16 år. Han har været henvist til psykiatrisk speciallæge i korte forløb, som er blevet afbrudt af forskellige former for moderat misbrug, især alkohol. Han har været svær at hjælpe, fordi han kun kommer til læge sporadisk.
Steffen går mest rundt på gader og stræder, for lud og koldt vand, isoleret af social fobi.
Der har aldrig været fremlagt en samlet behandlingsstrategi for Steffen, som er fysisk rask.
Disse uhyrlige sagforløb skyldes alene den omstændighed, at betingelserne for at opnå en helbredsbetinget førtidig pension er blevet uanstændigt strammet. Det er værd at have in mente, når politikerne nu lover at lette adgangen til pension, når efterlønnen sløjfes! Husk det.
Den enkeltes ansvar
Har jeg været udsat for sociale bedragere og samfundsmæssige plattenslagere? Ja, selvfølgelig har jeg det! Men i mit arbejde har det absolut været undtagelsen og ikke reglen i disse sager.
Den stærkeste af alle sygdomsfremkaldende faktorer har altid været og er stadig social ulighed.
Mine patienter, mine medmennesker, har ønsket at være raske, at arbejde, at deltage i samfundet, at yde. Når de alligevel kommer i klemme i vort samfund, er det dels fordi det moderne samfund næsten er hermetisk lukket for mennesker, der ikke er moderne højproduktive, og dels fordi balancen mellem det sociale og demokratiske samfunds opgaver med at hjælpe de svage er tippet fra kollektiv medfølelse og ansvar til mistænkeliggørelse og kontrol af den enkelte.
Ansvaret for det enkelte menneskes liv placeres i tiltagende grad hos det enkelte menneske. Hos den syge. Hos den svage. Hos den nedslidte. Næsten alle — lige fra dronningen over sundhedsapostle til de unge socialordførere — har travlt med at indskærpe de nederste, at ’der skal ydes, før der kan nydes’, ’at vi skal spænde livremmen ind’ osv.
Og det sker ved indgangen til år 2012, hvor hele Europas økonomi nærmest ligger i ruiner, fordi de øverste har skaltet og valtet med vore fælles værdier.
Vi kommer lige fra et meget sort decennium, hvor det har været alle de fremmede, der har været lagt for had og udråbt som synder og årsag til alverdens urimeligheder. Et lille formørket parti fik en enorm og uhyggelig indflydelse, fordi magthaverne kunne bruge en syndebuk.
Det vil være en katastrofe, hvis den ny regering på tilsvarende vis fokuserer på socialt bedrageri blandt de nederste. Det skal naturligvis genoprettes, hvor det forefindes.
Men kammerater : Der må være vigtigere ting at tage sig til for en ’rød’ regering, der har overtaget et fallitbo — både økonomisk som værdipolitisk — fra sine forgængere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar