Alle med magt bør vågne hver morgen med den viden, at man øverst i hierarkier næsten uundgåeligt bliver lidt magtblind. Kresten Schultz Jørgensen gør i denne kulturkommentar boet op efter Sofie Lindes tale for et år siden.
Som midaldrende, heteroseksuel, privilegeret, hvid mand har jeg lært en del, siden Sofie Linde i 2020 var med til at starte anden bølge af #metoo i Danmark.
Ah, come on, var min reaktion i ugevis. Hvordan kan en enkelt melding fra scenen vende bunden i vejret på både medieverdenen, kulturlivet og dansk politik? Men det kunne den af den enkle årsag, at der naturligvis var og er noget om snakken.
Jeg skal ikke blande mig i, hvad andre har lært; det forekommer mig at være ret individuelt betinget. Men jeg kan selv mærke, i min adfærd og i mine tanker, at jeg på et år har fået mindst en håndfuld nye erkendelser.
For det første, at problemet med seksuelle overgreb, chikane og magtmisbrug er stort. Det har været en ret voldsom oplevelse pludselig at komme i tanker om ting fra medieverdenen, jeg muligvis havde glemt eller slet ikke tillagt afgørende betydning, da de skete.
Ældre redaktørkolleger, der mente, at det var helt naturligt at gå i seng med kvindelige journalistpraktikanter, én ny hvert halve år. Velkommen til danske dagblade i 1990erne. Jeg følte selv afsky fra starten, men havde glemt, at sådan var det.
For det andet har jeg lært, at det handler om magt. Nogle mænd bruger sex som magtinstrument. Jeg tror, at der er tale om et meget lille mindretal. Men alle med magt bør vågne hver morgen med den viden, at man øverst i hierarkier næsten uundgåeligt bliver lidt magtblind. Man glemmer, at alle ens handlinger, ytringer, kække bemærkninger kan have konsekvenser – for andre.
Det har været en øjenåbner at gøre sig de konsekvenser helt klart. Selv prøver jeg derfor nu at lede mere opmærksomt, at undervise mere lydhørt. Jeg taler mindre, lytter mere. Jeg er sikkert ikke god nok. Men jeg håber, at jeg er bedre end før.
For det tredje, at mænd og kvinder med magt kan være lige ubehagelige. Det er klart, at de mandlige eksempler er i overtal af den indlysende grund, at kønnenes magtbalance er ulige. Men kvindelige chefer kan også være dumme svin.
»Jeg har knaldet alle sammen,« råbte den kvindelige redaktør i nyhedsredaktionen efter seks-otte øl op til deadline. »På nær ham der, den lille bøsse.«
Kan ikke påstå, at jeg følte mig krænket. Men dårlig ledelse var det jo. Ligesom alle de andre grænseoverskridende fornærmelser, man støder på i et langt arbejdsliv. Mange gode chefer. Og et par dumme svin af begge køn.
Måske også nogle kvindelige chefer kunne lære noget i dag? Har I også et spejl i jeres lederskab, tænker jeg, når kvindelige direktører indigneret svinger sværdet i debatten.
For det fjerde er det vist tydeligt, at alkohol ofte spiller en rolle, når krænkelserne bliver seksuelle. Den daglige intimidering kan de dumme svin nok bedst klare ædru. Men der ligger et alkoholmønster i næsten alle de sager, der har været fremme fra både medieverdenen og det politiske liv.
Skal vi rydde grundlæggende op i de usunde arbejdsmiljøer, skal den danske alkoholkultur adresseres.
Sagt enkelt: Der drikkes alt, alt for meget. Særligt på Christiansborg.
Jeg har for det femte lært, at samtale fremmer forståelsen. Kultur skaber vi sammen, og hvis danske arbejdspladser og virksomheder skal blive bedre for alle, uanset køn og seksualitet, etnicitet og magt, må den tredje bølge af #metoo gerne invitere flere med i samtalen. Jeg vil gerne være med, selv om jeg er både mand, midaldrende, heteroseksuel og privilegeret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar