ARTIKLER

torsdag den 28. juni 2012

"The Godfather" fylder 40 år



Francis Ford Coppolas mafiaklassiker "The Godfather" fylder 40 år, og det vil History Channel fejre.
Kanalen sender en to timer lang dokumentar med titlen "The Godfather Legacy".
Programmet skildrer, hvordan den Oscar-belønnede filmatisering af Mario Puzos roman og de to efterfølgere blev til, ligesom det beskæftiger sig med den indflydelse, Coppolas film fik, blandt andet på den organiserede kriminalitet.
History Channel oplyser, at både historikere, samfundsforskere, politifolk og virkelige mafiagangstere giver deres forklaringer på, hvordan filmens magtfulde skikkelser kunne vinde genklang hos folk »trods deres moralske tvetydighed og mange fejl«.
Michael Imperioli har indtalt dokumentaren, der også rummer interviews med Coppola og en lang række af de medvirkende, heriblandt Al Pacino, James Caan, Joe Mantegna og Talia Shire.
"The Godfather Legacy" sendes første gang på den amerikanske udgave af History Channel den 24. juli.
Både "The Godfather" og "The Godfather II" blev belønnet med Oscars som bedste film. Coppola blev nomineret som bedste instruktør for alle tre film og vandt for toeren. Rollen som Don Vito Corleone indbragte nu afdøde Marlon Brando en Oscar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar